To skoler har allerede bemærket forskellen
To af de skoler og institutioner, der i Silkeborg kommune har bemærket, hvad et mekanisk ventilationsanlæg gør for indeklimaet, er Gjessø Skole og Børnehuset Højgården.
Gjessø skole er en ældre skole, hvor der i flere år har været klager over indeklimaet – især blandt de ansatte. Sofie Winther, som er pædagogisk leder af skolen, var selv påvirket af et dårligt indeklima.
”Jeg mærkede det ret kort tid efter, at jeg blev ansat på skolen. Jeg fik det simpelthen fysisk dårligt med bl.a. svimmelhed, og de lange dage på skolen føltes til tider dobbelte så lange pga. det dårlige indeklima”, siger Sofie og fortsætter.
”Det er ikke optimalt. Hverken for børn eller ansatte, så jeg er virkelig glad for, at kommunen har handlet på problemet. Vi har fået nyt ventilationsanlæg i bl.a. vores forberedelsesrum, og det har været helt afgørende. Jeg kunne mærke forskel fra dag ét. Der er ikke længere en tung luft, og det er en kæmpe befrielse. Det betyder også, at jeg naturligvis ser frem til, at vi får flere anlæg op. Renoveringen er i fuld gang. Vores børn og unge skal have de bedste betingelser for et godt og sundt læringsmiljø”, siger hun.
I modsætning til Gjessø Skole er Børnehuset Højgården nybyggeri. Det er lavet i samarbejde med ABC Pavilloner - Concept Living – og er den første af i alt fire præfabrikerede modulbyggerier, der blev taget i brug i december 2021. Daglig leder af Børnehuset er Unni Eriksen, og hun er – som Sofie - glad for det fokus, som indeklimaet har fået i Silkeborg Kommune.