Den mest markante forskel på central og decentral er, at en central løsning har ét anlæg, der betjener en hel bygning, eller dele af den, hvorimod den decentrale løsning installeres direkte i de rum, der har behov for ventilation.
Den centrale løsning kræver således en omfattende installation med kanaler, der føres rundt i hele bygningen. Det er pladskrævende, kræver et stort teknikrum - og har et højt tryktab, som koster meget energi. Den omfattende installation betyder også, at der ofte er behov for, at man lukker dele af institutionerne eller skolerne ned imens.
Ved en decentral løsning er det derimod muligt at holde bygningen i gang. Et decentralt ventilationsanlæg er kendetegnet ved, at enhederne er stand-alone-enheder:
”Det betyder, at de er nemme at installere, fordi de er rørløse og kan monteres direkte i lokalet. Man skal ikke tænke på bygningens øvrige konstruktioner eller på rørinstallationer. Det betyder også, at hvis man som institution ikke har økonomisk kapital til at få ventilationsanlæg i alle rum på en hel skole, så kan man tage et rum ad gangen" siger Lasse Mikkelsen, CCO hos Airmaster.
En decentral løsning anbefales derfor ofte til de byggerier, hvor det er svært at føre kanaler rundt i bygningen – fx ved renovering af skoler eller institutioner. Centrale anlæg anvendes derimod ofte i nye bygninger, hvor man fra start kan tage hensyn til kanalføringen.
Om ens bygge- eller renoveringsprojekt passer bedst til et centralt anlæg eller decentralt anlæg, afhænger bl.a. af om det er nybyggeri eller renovering, om det omfatter én stor bygning eller flere små separate, og om hvilken bygningstypologi bygningen har.